What is the essence of words if you’re not in connection with your feelings or senses? What’s the point? When it comes to describing things with objective words it still will be in connection with your feelings or senses. When you use words you try to express something.
Let me give you some examples. Let’s talk about truth. What is the truth? In American movies you often see when a person is in a court and give evidence under oath. What he or she always starts with is to say a phrase by holding on a Bible: “I swear to tell the truth, the whole truth, and nothing but the truth or so help me God”. That might be a good example (or bad) as it is important to tell the truth and to be objective as you can because there are always feelings involved. I am not a god believer and if I should swear to tell the truth by holding my hand on a bible and involve a God to help me, that doesn’t chance my conscience at all, but the court in America and wherever this Bible thing is being used has a point in using the Bible and God to touch the conscience in each person who is going to say something in the witness stand. I would rather start a discussion asking who actually wrote the Bible. I am sure it was a human, but who did it?

Another example could be if you were a student and am going to write an essay about something. If you could write about something in a total objective way, these essays might be very much alike, but I can guarantee you that none of them are alike unless you copied out from one student to another. Perhaps the subject is the same, but the words or sentences are not the same. All right, perhaps a bad example now, but I would still say – which my whole point is – we are humans because of our feelings and our senses.
So what makes us humans? Is it our individuality or our feelings?

Stille regn daler sagte mod min rude, på et øjeblik bryder solen frem og i horisonten anes akkurat en regnbue. Det er søndag morgen og alt er stille. I disse tidlige morgenstunder elsker jeg at se de små fugle i flok svømme rundt ved vandet, det afspejler for mig en ufattelig ro.

Jo jo, det kunne da være tæt på sandheden, men det passer med regnen, det er bare ikke stille. Vinden får huset til at hviske, og klappen til min emhætte klaprer i vinden. Ude i fjorden har vandet hvide toppe, og ovenover virker skyerne dunkle og grå. Noget der kunne ligne et rigtigt typisk efterårsbillede, men det er midt på sommeren. Alle måger står på land på “Skatteøen” og ved klipperne tæt ved vandet. De andre små fugle er ikke til at se.

De sidste par dage har det været frygteligt koldt. Så koldt at man nærmest skulle have hue og vanter på. I sådanne tilfælde drømmer jeg om en vinterstue. Jeg har i min gemmer en kladde jeg kalder for “Mit atelier”. Jeg tror det er over 20 år siden jeg skrev i den første gang. Den beskriver med tegninger og ord hvorledes jeg drømmer hvordan mit atelier skal være. Det er jo egentlig bare en vinterstue, men et sted som skaber rum til nye ideer, til ro og fordybelse, til kreativiteter som udfoldes og et sted som giver frit udsyn til udenfor selvom man er beskyttet mod vejrlige forhold som i dag. Regn og blæst og kulde.

Her er uddrag af hvad jeg skrev en gang i vistnok 1989, tror at huset jeg beskriver er delvist fiktivt, idet jeg dengang boede i et noget faldefærdigt hus på Solbakken her i Nuuk:

“Mit hus, som er lånt til mig, er ikke det smukkeste, men dets omgivelser siger mere end ord. Sagte blæser vinden fra en retning og med styrke, som dens humør selv bestemmer. Med mine øjne kan jeg se hvad naturen vil fortælle mig. Som i en bog med 4 lige lange kapitler. For hvert år der går, vil den altid skinne af liv for at fortælle mig, at den atter har overlevet vinterens stærke greb.

Jeg tror næppe jeg ved hvor stærk naturen er til at overleve enhver krise, men én ting ved jeg; at mennesket er i stand til at formindske dens styrke og pragt ved uvidende at værne imod alverdens dårligdomme, at feje skidt for sin egen dør og lukke sig selv inde i en skal af en boligs fire vægge, hvor kun solens lys er det eneste som kan bryde frem og holde naturen udenfor.

Mit hus, som ikke er så stort, har et lille køkken, et badeværelse, stue og soveværelse og pulterkammer som et hvilken som helst andet hus. I hvert rum har min sjæl sat sine spor med ting fra den materielle verden og ting fra min egen fantasi. Nøjagtig som jeg vil have det.

Og i mit lille hus, som ikke er mit eget, er der en tilbygning, som en gang har været en slags drivhus eller for nogen har det måske været en udestue. Der har jeg mit atelier, som er mit eget hjerterum.”

Således fortsætter mine beskrivelser om hvad mit atelier indeholder af fysiske ting, fiktive ting, metaforer og tankestrejf. Der er mange drømme, som er de samme som i dag, der er mange oplevelser fra naturen og mange ting der kan bruges til billeder og til en masse andet kreative ting. Hvem ved, måske en dag får jeg mit atelier, min vinterstue, mit hjerterum.